Toyota stiller gratis taxier og hybridbiler til rådighed for sundhedsberedskabet i Danmark. 

Grundet Covid-19 og dens øgede behov for arbejdskraft og mobilitet i sundhedsvæsenet, har Toyota tilbudt hospitaler i Danmark gratis hybridbiler, varebiler, samt gratis taxier til rådighed for sundhedspersonale gennem taxiselskabet DRIVR! 

Bilerne skal hjælpe med at øge mobiliteten mellem hospitalerne og for de hårdtarbejdende medarbejdere. 

Toyota har offentligtgjort, at de tilbyder ansatte på hospitaler i Danmark gratis taxier, samt stiller gratis hybridbiler og varebiler til rådighed for hospitaler, grundet det ekstra tryk, som Covid-19 skaber for det danske sundhedsberedskab lige nu.

Indtil videre gælder det Amager Hospital, Hillerød Sygehus, Nordsjællands Hospital, Rigshospitalet, Bornholms Hospital, samt flere andre. 

Bilerne skal bruges til at fragte blodprøver og værnemidler, samt gøre det nemmere for sundhedspersonale at komme til og fra arbejde. På Bornholm bruger man f.eks. to hybridbiler, til at køre hjem til patienter, som ikke selv har muligheden, for at kunne komme på hospitalet, for at blive testet.

Toyota Danmarks pressechef Anders Tystrup fortæller følgende om Toyotas tiltag, for at hjælpe sundhedsberedskabet: ”Toyota har som virksomhed et ansvar for at bidrage til at mindske spredningen af COVID-19 virussen ved at følge myndighedernes anvisninger om i videst muligt omfang at arbejde hjemmefra, holde afstand og spritte af. Men vi ønsker også at bidrage aktivt med andre, nyttige tiltag, der kan lette hverdagen for sundhedsberedskabet på hospitalerne i den svære periode,”. 

Toyota vil lette hverdagen for det hårdt ramte sundhedspersonale, og stiller derfor gratis taxier til rådighed for sundhedspersonalet gennem taxiselskabet DRIVR: "Der er flere medarbejdere, der fx ikke har kørekort og bruger en del tid på at transportere sig med offentlig transport for at komme til og fra arbejde. Her gør vi det nu muligt at bestille en DRIVR taxi, der gratis kan køre dem på arbejde eller hjem fra arbejde, når man vil forkæle sig selv før eller efter en hård dag. Det er vores håb, at det kan være med til at lette og måske endda forsøde det hårdtarbejdende sundhedspersonales hverdag bare en lille smule,” forklarer Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

DRIVR har sat alle sejl ind for at have en miljørigtig flåde og råder derfor over et stort antal hybridbiler og brintbiler fra Toyota. Taxiselskaber har været ekstra kraftigt mærket af Covid-19 situationen og derfor glæder man sig ekstra meget hos DRIVR over Toyotas initiativ: "Vores chauffører er klar og vil med stor glæde hjælpe med at bringe de hårdtarbejdende hospitalsansatte enten til eller fra arbejde,” siger adm. direktør Haydar Shaiwandi hos DRIVR.

Benyt tilbuddet om gratis taxi til og fra hospitalet. 

For at kunne benytte tilbuddet om gratis taxi til og fra hospitalet skal man som det første kontakte DRIVR via sin arbejdsmail, med dokumentation for, at man er ansat på et hospital. Derefter kan man bestille en hybrid eller brintbil som taxi. 

Læs mere på Toyota.dk

1/1