Verdenspremiere på ny elektrisk Toyota pick-up

Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 23. oktober 2023

De fuldt elektriske nyheder fra Toyota står i kø på Japan Mobility Show i den japanske hovedstad Tokyo. Mobilitetskoncernen har allerede teaset for premieren på flere helt nye kommende SUV'er og en enkelt sportsvogn. Nu løfter Toyota så sløret for endnu en verdenspremiere i skikkelse af en konceptudgave af den elektrisk pick-up, Toyota EPU.

Der bliver for alvor sat strøm til Toyotas udstillingsstand ved Japan Mobility Show i den japanske hovedstad Tokyo i den kommende uge. Den seneste uges tid har verdens største mobilitetskoncern afsløret flere helt nye fuldt elektriske bilnyheder, der får verdenspremiere på udstillingen - både SUV'er og en enkelt sportsvogn. Nu løfter man sløret for endnu en konceptbil i skikkelse af den fuldt elektriske pick-up, Toyota EPU.

Oplysningerne om koncept-elbilen er fortsat sparsomme, men enkelte informationer om størrelsen og flere billeder viser, at den størrelsesmæssigt ligger i samme klasse som Toyotas eksisterende pick-up'er, den amerikanske Tacoma og den globale, ikoniske Hilux, som også sælges i Danmark.

Toyota EPU, som konceptbilen hedder, hvor EPU står for Ecological Pick Up truck, måler 507 cm i længden, 191 cm i bredden og 171 cm i højden. Det er 25 cm kortere og 6 cm bredere end Hilux og også noget kortere end den amerikanske pick-up Tacoma.

Den elektriske pick-up, Toyota EPU, der vises på Japan Mobility Show, er en såkaldt Double Cab, hvilket betyder, den har dobbelt kabine. Udover to forsæder er den også udstyret et bagsæde med plads til tre passagerer, mens den på grund af sin længde også har et rummeligt lad og derfor kan opfylde en bred vifte af behov hos kunder over hele verden.

Særligt udformet rat
Konceptbilen er udstyret med et særligt udformet rat - nærmest som var det styretøjet på et fly. Toyota har allerede vist et lignende rat frem til elbilen, bZ4X, hvor man har navngivet det One Motion Grip. Idéen er, at man ikke behøver at flytte hænderne på rattet, selv når man ønsker fuldt styreudslag. Det kan kun lade sig gøre ved, at rattet ikke er fysisk forbundet til hjulene, men at styringen foregår elektronisk - også kaldet "steer by wire".

Batteriet i Toyota EPU er placeret i bunden af bilen, hvilket betyder, at den elektriske pick-up får et lavt tyngdepunkt med deraf følgende overbevisende køreegenskaber kombineret med høj komfort.

Der er endnu ingen yderligere informationer om de tekniske specifikationer på konceptbilen Toyota EPU, ligesom Toyota heller ikke melder noget om, hvornår en endelig udgave vil være at finde i butikkerne hos forhandlerne.